DOK#1 på Facebook
» English

Nyhedsbrev

Tilmeld

Afmeld

Foreningen DOK#1

Bestyrelsen

Medlemsprofiler

Kontakt

Login

Glemt kodeord?

International exhibitors

Du er her: DOK#1 ARKIV DOK#1 2010 LÆSESTOF Jonas Jensen - Blomster Design

 Print denne side

Aalborgs Tage Andersen 

baner vejen


Blomsterkunstner Jonas Jensen  – Aalborgs svar på Tage Andersen  – baner helt bogstaveligt vejen for årets DOK#1-marked. 
Jonas Jensen skaber udstillingens portal, der med hans egne ord bliver  ”et objekt,  hvor natur  og by mødes i flot kontrast til hinanden.”

Jonas er fascineret af Toldbod Plads, ikke mindst p.g.a. de cirkulære springvand, der springer i takt til Händels Water Music.

Derfor vil han bygge portalen henover dem. Og så vil han bruge masser af naturmaterialer – både fordi det er smukt, og fordi det står i flot kontrast til pladsens grå granit. Jonas, der er opvokset i Vendsyssels barske natur, fortæller:

”Jeg er optaget af kontrasten mellem by og natur i øjeblikket. Jeg både elsker og hader at være i byen, og sådan har jeg det også med naturen. Så mødet mellem de to – det er dér, det spændende sker!”

Jonas tilføjer, at han synes, det er rigtigt spændende at skulle skabe en udsmykning, der spiller sammen med masser af farve- og formrigt kunsthåndværk og design.




Tage Andersens assistent
Det er ikke første gang, den nordjyske blomsterkunstner samarbejder med andre kunstformer. Da den vidt berømmede Tage Andersen først på året lavede sin udstilling ”En flirt med Kirsten Kjær” på KUNSTEN, var Jonas hans assistent og sørgede for, at udstillingens blomsterinstallationer stod flot hele tiden.

Samarbejdet kom i stand på Tage Andersens initiativ. Han opsøgte Jonas Jensen i hans butik i Danmarksgade, og der opstod et inspirerende samarbejde, hvor den 26-årige Jonas efter eget udsagn sugede til sig af inspiration fra den københavnske mester inden for avantgarde-blomsterkunst.  Jonas Jensen holder ofte selv inspirationsaftener i sin butik, så det er godt og nødvendigt ind i mellem selv at få nogle input fra mestrene.

Forskel på dekoration og blomsterkunst
Fra butikken i Danmarksgade sælger Jonas Jensen buketter, dekorationer med videre. Samarbejdet med DOK#1, KUNSTEN og andre er et godt supplement til den dagligdag, fortæller Jonas:

”Den store forskel på at lave dekoration og blomsterkunst er, at inden for blomsterkunst må man gerne vise blomstens cyklus – at den spirer, visner, forrådner osv. I en blomsterbutik skal blomsterne derimod altid være friske. Jeg synes, det er skægt ind i mellem at lege med det visne og afblomstrede – og måske provokere bonderøvene lidt på den måde!”

Det sidste er sagt med et smil, for Jonas er jo selv en af bonderøvene. Men han kan lide at afprøve grænserne og måske flytte folk fra forargelse til nytænkning. Og mon ikke også det lykkes på Toldbod Plads den 4.-5. september.


Læs mere om Jonas Jensen på www.jonas-jensen.dk


Tekst: Lene Høg - foto: Frederikke Brostrup